Vi ved det godt, og alligevel kommer rigtig mange af os alt for lidt ud i den smukke natur. Det burde vi gøre noget ved lige nu! Naturen er menneskets oprindelige habitat, det er her vi stammer fra og hvor vi hører til. For vores sundhed, den fysiske såvel som den mentale, kan du næsten ikke byde dig selv noget bedre end at være ude i naturen. Den har en helende effekt på os mennesker, vi kommer i balance og vi bliver sunde af at være ude.
Mange af vores børn kommer også alt for lidt ud. Der er kommet konkurrence i form af computere der lokker med spændende og sjove spil. Der er kommet sociale medier og alt mulig andet digital støj ind i menneskets liv, der får os længere og længere væk fra vores oprindelighed. Det skal vi tage alvorligt og vi skal gøre noget aktivt ved det, og hvis du er forælder, har du et særligt ansvar overfor dine børn ved selv at være det gode eksempel.